Skip to main content

Politikere giver håndtryk på at styrke samarbejdet mellem kommunen og de frivillige

Nyhed fra den 14. november 2025

Politikere giver håndtryk på at styrke samarbejdet mellem kommunen og de frivillige

Frivilligcenter Helsinge har i efteråret taget aktiv del i Frivilligrådets landsdækkende kampagne ”Håndtryk på styrket samarbejde mellem kommuner og den frivillige sociale sektor”.

Formålet med kampagnen er at skabe dialog, synlighed og konkret politisk opbakning til et tættere samarbejde mellem kommunerne og civilsamfundets mange frivillige kræfter.

Og netop Gribskov har rigtig mange frivillige, der dagligt gør en kæmpe indsats for at holde kultursteder og tilbud åbne for borgerne året rundt.

Alle opstillede lister i Gribskov har op til kommunalvalget den 18. november været inviteret til et håndtryksfoto og en kort politisk tilkendegivelse om samarbejdet med den frivillige sociale sektor.

Bred politisk vilje
Resultatet er en række håndtryk og udtalelser, som vidner om bred interesse og politisk velvilje til at styrke samarbejdet om fællesskab, trivsel og lokal sammenhængskraft.

“Frivilligcenter Helsinge har med stor glæde oplevet, at politikere på tværs af partier har taget imod invitationen og givet deres syn på, hvordan kommunen kan understøtte frivilligheden i praksis – fra anerkendelse og dialog til konkrete initiativer for at gøre det lettere at engagere sig som frivillig”, forklarer bestyrelsen i en udsendt pressemeddelelse.

“Frivilligcenter Helsinge ønsker at takke alle deltagende kandidater og ser frem til at fortsætte dialogen efter valget – med et fælles mål om at gøre Gribskov Kommune til et endnu bedre sted at være frivillig og borger”, slutter beskeden.

Du kan læse de politiske tilkendegivelser i deres fulde, uredigerede form herunder:

Claus Bindslev, Radikale Venstre:
“Frivilligcentre bør styrkes i maksimal grad – alle kommunens ansatte skal være informeret om, hvad frivilligcentrene tilbyder og kan bidrage med. Jeg betragter centrene som begejstringshuse, der forener generationer. De giver borgerne en varm velkomst og skaber fællesskaber omkring fælles interesser. På denne baggrund mener jeg, at der er behov for en økonomisk opgradering af centrene. Radikale Venstre anser frivilligcentrene som et centralt element i de fællesskaber, der binder vores lokalsamfund sammen. De fungerer som fysiske, psykiske og mentale bindeled mellem generationer og kan dermed fungere som generationsfællesskaber.”

Brian Lyck Jørgensen, Dansk Folkeparti
“Jeg anerkender, at Frivilligrådet har mange værdifulde anbefalinger, herunder at kommunen bør forbedre adgangen til lokaler for alle frivillige grupper. Vi har et væld af lokaler til rådighed, hvilket burde muliggøre dette. For eksempel er skolerne ofte ledige efter kl. 15, og der er også lokaler, der ikke benyttes i skoletiden. Der bør ikke være noget, der hindrer eksempelvis pensionister i at anvende disse lokaler i dagtimerne, selvom skolerne naturligvis har prioritet i forhold til brugen. Den kommende konstituering efter valget bør samarbejde om dette område for at sikre en bedre adgang.”

Carina Bloch Simonsen, Listen ByogLand
“Jeg vil gerne være talsperson for civilsamfundet og den nære velfærd i Gribskov, med respekt for roller og faglighed. Frivilligt arbejde supplerer og erstatter ikke medarbejdernes opgaver. Overenskomster, tillidsrepræsentanter og MED-aftaler skal respekteres. Det er vigtigt at styrke koordineringen mellem kommunen og frivilligcentrene. Der bør være en klar bevidsthed om gråzonen mellem professionelt og frivilligt arbejde. Jeg arbejder for at skabe tydelige indgange og et fælles overblik mellem foreninger og kommunens centre. Sammen skal vi gøre det lettere for borgerne at finde den hjælp, de har brug for.”

Pia Foght, Socialdemokratiet
“Vi ønsker at etablere et Socialt Frivilligråd, der kan sikre en struktureret og bred dialog mellem civilsamfundet og kommunen, og vi ser Frivilligcentrene som vigtige samarbejdspartnere i den strategiske planlægning. Vi arbejder for at skabe et attraktivt frivilligmiljø gennem anerkendelse og synlighed – bl.a. via Frivillig fredag, Frivilligprisen og styrkelse af Idræts- og Kulturråd. Samarbejdet med civilsamfundet er ikke blot en politisk prioritet – det er en garanti for en bæredygtig og inkluderende fremtid i Gribskov.”

Helle Blomsterberg, Venstre
“For at optimere samarbejdet mellem kommunen og foreningerne, er der i den kommende budgetaftale afsat midler til en “Foreningsserviceperson”, som vil være tilgængelig for alle foreninger. Samarbejdet med det frivillige område bør betragtes som et fagligt samarbejde; kommunen skal støtte de frivillige, så de frivillige kan bidrage til at styrke både fagligheden og fællesskabet. Det er vigtigt ikke at se dette som en konkurrence, da de frivillige har kendskab til lokalsamfundet og forstår, hvad der er nødvendigt. Foreningernes forslag og synspunkter skal inddrages i den politiske beslutningsproces.”

Pernille Kromann Sams, Moderaterne
“Kommunen har et behov for at opnå en dybere forståelse af aktiviteterne i de frivillige foreninger, herunder de igangværende projekter og de frivilliges roller. Denne viden er essentiel for at sikre, at samarbejdet med disse foreninger bliver effektivt forankret i kommunen. Det er derfor afgørende, at der politisk tages initiativ til at anerkende frivilligheden som en værdifuld samarbejdspartner. Det frivillige forebyggende arbejde bidrager til, at mange opgaver ikke pludselig bliver pålagt kommunen som obligatoriske ”skal” opgaver.”

Astrid Recinella, Nytgribskov
“Frivillige og civilsamfundet er en uvurderlig brik i måden vi skal skabe fremtidens velfærd på. Vi bliver flere ældre, flere børn og færre i den arbejdsdygtige alder. Vi skal åbne op for at kommunalvelfærd og det frivillige liv kan tage hinanden i hånden og tage hånd om vores svageste borgere. Administration, regnskaber, dokumentation mm., er der meget få frivillige der vælger, når de vælger frivilligt arbejde til. Det skal vi som kommune være endnu bedre til at løse, og vi skal se i øjnene at det kræver investeringer (også økonomiske) at have at aktivt frivilligt liv.